Jeg kan se tilbage på især de sidste 20 år, som en vild rejse, hvor naturen har været min ven og læremester på mange forskellige måder. Det har været en rejse mod større glæde, tilfredshed og ro. Mod et mere stabilt fundament, at møde virkeligheden fra og samtidig en træning i at være i et konstant kreativt flow, som får lov til at udfolde sig igennem mig. Det er erfaringer fra denne rejse, jeg gerne vil dele med dig. Især skoven har kaldt på mig, guidet og støttet mig, og nu beder den mig om at dele alt dette med mennesker der også mærker naturens kald eller oplever, at der mangler noget.
Så velkommen kære du, som har fundet denne side. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.
Jeg trækker på mange forskellige kilder når jeg arbejder i og med naturen. Først og fremmest har jeg altid været meget knyttet til og tiltrukket af naturen. Derfor var det også naturligt at jeg som ung, valgte at læse biologi. Den gang var mit mål at blive marinebiolog og dykning har hele livet været min store passion. Men efter en naturvidenskabelig basisuddannelse valgte jeg en kandidatgrad i videnskabsfilosofi og videnskabshistorie. Og siden har jeg levet af at kommunikere naturvidenskabelig forskning, de sidste 10 år gennem min virksomhed Scientifica.
Og selvom jeg stadig elsker naturvidenskab, så er naturen så meget mere, end det vi er i stand til at måle og veje. Derfor har jeg sideløbende arbejdet med energi og alt det man ikke se, men mærke. Igennem 7 år har jeg fulgt undervisning med Marianne Lane på visdomsskolen for moderne shamanisme, hvor jeg afsluttede overbygningen i 2023.